lørdag , september 22 2018
FORSIDE / DEBAT / DEBAT: Hvad er nutidens alfahan?

DEBAT: Hvad er nutidens alfahan?

Manderacen er blevet en ynkelig skabning som i sandhed ikke fortjener medlidenhed. Pisket og tvunget til at gå rundt i manegen for andres fornøjelse. Tildels selvforskyldt, men også fordi at samfundet har skudt sig selv i foden ved at presse en plan ned over hovedet på mænd. En plan som hverken er kompatibel med mændenes egen natur, eller kvindekønnets natur.

Af: Alfamand, blogger

Alt hvad medierne, min familie og mine venner nogensinde har fortalt mig om relationen mellem mænd og kvinder har været løgn. Det var en pille jeg måtte sluge. Mit budskab kan virke bagstræberisk og konservativt, men er ikke desto mindre yderst vital. Jeg er blot en fakkelbærer. Jeg har ikke tændt denne fakkel, men jeg har forstået den, og mit eneste formål er at give den videre til den næste sjæl.

I stenalderen bestod befolkningen af 30% mænd og 70% kvinder. Gennemsnitsalderen var 17 år. Mænd døde som fluer, på jagt efter mad og nye levesteder. Kvinderne udførte en enormt integral del af arbejdet for at gøre tilværelsen mulig ved at passe børn og hjem. De mænd som slap igennem nåleøjet, tit faciliteret af gode gener, havde ofte et harem af kvinder og sikrede derved overførsel af sine stærke gener. En sand alfahan. De resterende betamænd fik også deres. Efter fortjeneste naturligvis. Kvinderne associerede stor risiko i sammenhæng med graviditet, da det er en langvarig proces under hvilken de er udsatte. Dette, koblet med det faktum at der ingen sand prævention fandtes, resulterede i at sex havde stor omkostning for kvindekønnet og derfor ikke blev dyrket med enhver. Først når en mand kunne opfylde behovet for sikkerhed og forsørgelse var det muligt. Denne dynamik levede vi med i tusinder af generationer, men ikke i dag.

Under kvinderettighedens fane brød det feminine køn ud af deres roller og kunne pludseligt forsørge sig selv. På én enkelt generation blev mandens eneste formål blæst i stumper og stykker. Dynamikken bristede og vi står tilbage med sørgelige enklaver af mænd som desperat søger sandhed og tilflugt under kvindernes skørter.

Problemet er i sin enkelthed, at betamændene, som tidligere kunne tiltrække kvinder ved at kunne forsørge dem, i dag ikke kan finde sig en kvindelig modpart. Alfamændene er nu til dags de mænd som har høj social værdi. Kvinder vil som oftest søge alfamanden og komplet overse betamanden. Dette resulterer i den nye ”der er ingen rigtige mænd”-diskurs, som eksisterer for tiden. Kvinder med lav værdi på det seksuelle marked vil kun acceptere alfamænd. Men disse alfamænd vil kun acceptere kvinder som har høj værdi.

Hvad jeg nu har tænkt mig at skrive er kontroversielt, for at sige det mildt. Og jeg leger tildels også djævelens advokat, for at åbne jeres øjne op for fænomenet. Al den teori jeg fremsætter er ikke endelige sandheder, men derimod idéer og fragmenter som forhåbentligt vil vise en anderledes virkelighed. I nogle demografer ville man finde mine teser meget passende, mens de i andre vil virke komplet latterlige. Et niveau af sandfærdighed jeg kan leve med, hvis det blot resulterer i en brøkdel af en erkendelse fra læseren.

Den stigende mængde af skilsmisser skyldes opbruddet på den naturlige dynamik mellem kønnene. Når en kvindes værdi på den seksuelle markedsplads falder proportionelt med sin alder, resulterer det i at hun, efter at havde været sammen med flere alfamænd i sin ungdom, gifter sig med en betamand. Det lyder også kun fair, at den gode, flinke mand i sidste ende får kvinden i sit liv. Men problemet ligger i, at da manden mistede sin forsørger-rolle og blev frustreret over manglen på interesse fra kvinder, søgte de råd hos hunkønnet. Det lod jo til at kvinderne havde komplet styr på det hele efter kvinderettighedsbevægelsen. Resultatet blev, at unge mænd spurgte kvinder om dating, og fik at vide, at de skulle være søde og rare, ja nærmest ærbødige, overfor kvinderne. Dette viste sig dog hurtigt at være en bjørnetjeneste, da kvinder ikke responderer synderligt stærkt på underdanig adfærd. Det komplet modsatte af adfærden hos en alfahan. En bekendt opsummerede det med følgende sætning: ”En fisker ville aldrig spørge fiskene om hvordan man fanger dem”.
Betamændene opfører sig altså underdanigt overfor kvinderne. Kvinder som de først kan få når deres værdi er faldet og de ikke jagter alfamænd længere. Underdanigheden dræber dynamikken og polariteten i forholdet, og det er ofte hovedårsagen til skilsmisse og opbrud.

Det interessante er vel, at kvinder åbenbart ikke er klar over præcis hvad de vil have. De beder om komplimenter, om opmærksomhed, og om at blive lyttet til. Men hvorfor er good guy/bad boy dikotomien så stærk? Kvinder tiltrækkes øjensynligt af bad boys som hverken giver dem komplimenter, opmærksomhed eller lytter til dem. Her ville jeg pointere, at det er adfærden af en alfamand, som placerer sin egen velfærd og levevis højere end kvinders. Betamanden som lader komplimenterne strømme fra sin mund, oplever hurtigt at kvinden ikke bliver mere glad for ham af den grund. Faktisk modsat. Han indser dog først alt for sent, at et forhold skabes gennem afvekslingen af den kolde og den varme hane, og at han på en uge har brugt et års forbrug af varmt vand. Hvis et individ ved, at lige meget hvad han eller hun gør, så vil omgivelserne blot elske dem og give dem en kompliment, så skelnes der ikke længere mellem god og dårlig opførsel. Derfor ser man ofte, at de forhold der varer længst, er bygget på det faktum at begge parter, primært manden(da mange kvinder er naturligt gode til det), tør at sige til når man er træt af modpartens opførsel. I disse polariserede og dynamiske forhold falder komplimenterne på de mest mærkværdige tidspunkter. Det kan være når kvinden ligger henslængt i sofaen efter en lang arbejdsdag, uden makeup og i jogging bukser. Manden kigger op fra avisen og siger: ”Du betyder vanvittigt meget for mig, skat”. Denne kompliment er nemlig givet for mandens egen skyld, og ikke for at forvente et resultat i kvindens opførsel. Sådan er det med alt kærligt. Handlingen skal udføres af egen lyst, ikke fordi man har bagtanker.

Alt imens betamandens kvinde til stadighed bliver tiltrukket og stjålet af alfamanden, fumler betamændene rundt i mørke. I takt med at kvindernes støtte bliver vigtigere og vigtigere for firmaer, medier og politikere, bliver deres dagsorden og interesse mere og mere prominente i det offentlige rum. Betamænd føler sig latterliggjort og afvist af kvinder med for høj standard og søger derfor råd i aviser, blade og på hjemmesider. Disse medier viser dog kun råd om dating som stemmer overens med den kvindelige befolknings holdning, da de ellers ville miste læsere. Som tidligere nævnt opfordres mænd til at være søde, underdanige og ”bare være sig selv”, hvilket tydeligvis ikke har virket indtil videre. Det er en ond cirkel hvor mænd finder ud af, at de ikke kan få den kvinde de vil have, søger råd, og får at vide præcis hvordan de jorder sig selv endnu mere.

For politikere er det altafgørende at kvindestemmerne, da denne både indeholder kvinder samt deres betamænd på slæb. Sidstnævnte forsøger blot at være enige med kvinderne, i et patetisk forsøg på at få affektion fra selvsamme. Selv i uddannelsessystemet kan man se kvindernes dagsorden. Maskulin opførsel bliver forbudt og drenge med ”krudt i” bliver sat på ADHD medicin. Klasseklimaet skal være klinisk, ordentligt og stille. Modsætningen af drenge i den alder. Drengene frarøves deres frihed og bedes om ikke at løbe på gangene eller lege for hårdt. I stedet opmuntres de til at sidde indenfor, tegne og være stille. Som tidligere nævnt gælder denne fejende generalisering kun for dele af ungdommen, da nogle drenge tydeligvis bryder sig om at tegne og andre, mindre larmende og mindre voldsomme, aktiviteter. Men måske er det på grund af denne minimering af maskulint udtryk at færre og færre drenge får en videregående uddannelse?

Det kan hurtigt komme til at lyde som om en bitter anti-feminist. Og jeg må indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for den måde som nutidens feminisme fremsætter deres dagsordener.

Min holdning overfor feminismen er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke går ind for lige rettigheder. For det gør jeg. Jeg mener vi skal stå lige juridisk. Arbejde skal lønnes efter niveau, faglige positioner skal gives efter evne. Sand ligestilling. Ikke kvindekvoter eller tvungne lønforhøjelser for kvinder. Hvis et individ, uanset køn, kan gøre et stykke arbejde bedre end et andet individ, igen uanset køn, så skal dette individ lønnes derefter. Mere simpelt kan det vel ikke være? Men drenge skal have lov til at være drenge, og piger skal have lov til at være piger. Jeg frygter at vi bliver en androgyn, homogen, grå masse.
Umiddelbart kan denne tekst virke bagstræberisk og chauvinistisk, men det er alt andet end jeg er. Jeg elsker kvinder og vil kæmpe for deres ret til at være kvinder i fred. Men jeg vil ikke ofre polaritet for neutralitet!

Læs også

Drenge bliver også voldtaget #MEEto

HelloYouth sætter i denne artikel fokus på, at det ikke kun er piger som er …

Aarhus Pride gør weekenden mere farverig i Aarhus

” Kærlighed er kærlighed, i alle dens afskygninger. Og det er noget vi kan rumme …

SM: Den ømme smerte

Lak og læder. Håndjern og piske. Kæder og reb. Skrig og støn. Mænd der pisker …

Leave a Reply

Skriv et svar