FORSIDE / NYHEDERNE / 112 / »Der kommer en dag« – Lærer: Børnene græd sig i søvn hver nat
FOTO: PR FOTO »Der kommer en dag«

»Der kommer en dag« – Lærer: Børnene græd sig i søvn hver nat

En lærer på Godhavn står nu frem og fortæller om forholdene på børnehjemmet for drenge i slutningen af 1960’erne

I morgen kommer 2. del af »Der kommer en dag«

Sovesalen var fyldt med gråd om aftenen, når omkring 35 drenge skulle i seng på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde.

Mange yngre drenge bukkede under for fysisk og psykisk pres på institutionen, og de hulkede om natten, husker Jørgen Hansen, som var lærer på børnehjemmet.

– Nogle drenge græd sig i søvn om natten, mens andre grinede af dem, som græd. En tredje gruppe lavede ballade, når jeg havde nattevagten, for at prøve grænser af, siger Jørgen Hansen til Ekstra Bladet.

Godhanvsdrengene har ii dag været på barrikaderne uden for Københavns Byret, hvor de demonstrerede for at få en undskyldning fra staten, fordi der ikke blev grebet ind. I byretten skal en dommer se på, om mishandlingen er forældet rent juridisk.

Den nu 72-årige pensionist var lærer på Børnehjemmet i tre måneder i 1969. Her oplevede han med egne øjne, hvordan den udbredte vold tærede på drengenes selvværd.

– Systemet var gennemgående baseret på magtanvendelse, det vil sige vold. Jeg så selv gentagne lussinger, men aldrig andet, fortæller Jørgen Hansen.

Flere drenge har fortalt om seksuelt misbrug på børnehjemmet, men det kender Jørgen Hansen intet til. Heller ikke fra kolleger.

Drengene havde også en intern hakkeorden, hvor stærke drenge dominerede de svage. Faktisk var drengenes interne vold den værste ifølge læreren, som blev truet, da han forsøgte at gribe ind.

– Jeg forsøgte at bringe det op på møder i ledelsen, men jeg var ung og blev afvist, siger Jørgen Hansen.

– Der var en egentlig en god vilje blandt ledelse og lærere, men rammerne gjorde, at forstanderen kynisk valgte en håndfast måde at styre drengene på, siger han.

Den pensionerede lærer mener, at myndighedernes tilsyn med stedet er blandt de største svigt overfor drengene.

– Tilsynet kom aldrig længere end til forstanderens dør. Myndighederne har svigtet, og jeg synes, at drengene skal have en undskyldning og erstatning, siger Jørgen Hansen.

Læreren mærkede i løbet af sin korte ansættelse, hvordan systemet grundlæggende byggede på vold. Det var ikke muligt at være en del af systemet uden brug af vold overfor drengene.

– En dag kom det til, at jeg faktisk slog en dreng. Men så gik det op for mig, at det ville og kunne jeg ikke være med til, så jeg sagde op.

– Kontaktede du nogen efterfølgende og fortalte om forholdene?

– Jeg så ikke en mulighed for at ændre forholdene. Jeg gav op, inden det var for sent for mig selv.

 

  • Drengehjemmet Godhavn blev oprettet i 1893 i Tisvildeleje som selvejende institution.
  • Det var typisk unge, der havde mistet deres forældre eller ikke kunne passe skolen, der blev anbragt på Godhavn.
  • I dag fungerer Godhavn som behandlingsinstitution for unge mellem ni og 20 år med psykiske og sociale problemer.
  • I Norge udbetalte staten i 2008 og 2007 erstatninger på henholdsvis 51,8 og 55,3 millioner kroner for omsorgssvigt og overgreb på tidligere børnehjems- og skolehjemsbørn.
  • I Danmark er der i lignende sager aldrig rejst sag mod staten og derfor aldrig udbetalt erstatning.
  • Svendborg Museum anslår, at der i dag lever omkring 200.000 voksne, som har været på et børnehjem i deres barndom.

/ritzau/

Læs også

»Der kommer en dag« filmen om drengene fra Godhavn

I søndags den 5. marts 2017 havde TV2 premiere på filmen »Der kommer en dag« …

Leave a Reply

Skriv et svar