FORSIDE / GUIDEN / Sådan undgår du at få dårlig sædkvalitet

Sådan undgår du at få dårlig sædkvalitet

Studier påviser, at flere og flere danske mænd har forringet eller ligefrem dårlig sædkvalitet. Faktisk har en ud af fire danske mænd en sædkvalitet, der er lavere, end den burde være.

Dårlig sædkvalitet betyder selvfølgelig risiko for infertilitet. Og derfor har denne uheldige tendens stor betydning på både familie- og samfundsniveau.

Men hvad kan der ligge bag, og er der noget, en mand kan gøre for at forbedre sin sædkvalitet, så han har større chance for at blive far?

Hvordan undgår man at få dårlig sædkvalitet?
Vi hører tit, at danske mænd har dårlig sædkvalitet. Men hvad kan man gøre for at undgå det? Online medierne hos 6mag.dk og HelloYouth’s freelancer journalister hos InfoWire.dk har undersøgt sagen.

En ud af fire danske mænd har en sædkvalitet, der ikke er i top. Det er derfor meget oplagt, at én læser spekulerer på, hvordan han kan vogte over sin sæd.

»Jeg er en dreng på 22 år, og jeg har undret mig over, hvad man kan gøre for at beskytte sin sædkvalitet,« skriver Nicolai Christensen.

Han har hørt, at man skal undgå stramme bukser, stråling fra mobiltelefoner og varme på klokkeværket. Men han spekulerer på, om man også bør holde sig fra vinterbadning med sauna-ture og varme bade. Og så spørger han, om der findes andre gode råd for at forhindre, at sæden bliver slatten.

Myter og fakta om sædkvalitet

Spørgsmålet handler i bogstaveligste forstand om at sikre de kommende generationer. Så vi kontakter straks professor Tina Jensen, der forsker i mænds sædkvalitet ved Syddansk Universitet og Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

»Jeg har lavet en masse undersøgelser af sædkvaliteten hos sunde, raske mænd. Det er såkaldte tværsnitsundersøgelser, der undersøger, hvordan mænd med henholdsvis god og dårlig sædkvalitet lever deres liv,« fortæller Tina Jensen.

På baggrund af hendes egne – såvel som andres – undersøgelser kommer hun med bud på, hvad der er myter og hvad der er fakta i forhold til dårlig sædkvalitet.

Din mors smøg-vaner afgør din sædkvalitet

Desværre ser det ud til, at du faktisk ikke selv har særlig stor indflydelse på, om du har en god eller en dårlig sædkvalitet.

»Vi tror, at meget bliver afgjort allerede før, du bliver født. Vores undersøgelser viser, at den helt store påvirkning af sædkvaliteten kommer af, om din mor røg, da hun ventede dig. Og det kan man jo ikke gøre så meget ved nu.«

»Det tyder dog også på, at det påvirker sædkvaliteten, hvis du selv ryger. Men igen ser det værst ud, hvis din mor også gjorde det,« siger Tina Jensen.

Spis sundt og dyrk motion

Selvom du i dag ikke har indflydelse på den største årsag til, om du har dårlig sædkvalitet, er der stadig en række faktorer, der er fælles for mænd med dårlig sædkvalitet. Det giver os et fingerpeg om, hvad man skal undgå.

Mænd med dårlig sædkvalitet:

  • drikker typisk meget cola
  • er typisk overvægtige
  • spiser meget mættet fedt – fede mejeriprodukter, friture-mad og fedtet på kanten af kødet

Til gengæld viser flere studier, at mænd, der motioner, har bedre sædkvalitet.

»Det er generelle råd, men der ligger data bag,« konstaterer Tina Jensen.

Frygt hverken stramme bukser eller mobilstråler

Der findes også mange myter om, hvad der forårsager slap sædkvalitet. Og faktisk lader det til, at vores læser Nicolai Christensen er kommet til at tro på nogle af dem.

»Det med stramt tøj kan vi ikke genfinde i undersøgelserne. Der er tale om en kortvarig påvirkning, der forsvinder igen. Så det lader ikke til at være det, der påvirker sædkvaliteten,« siger Tina Jensen.

Når det kommer til mobilstråling, er der efter alt at dømme også tale om en myte. Den er opstået, fordi nogle forskere på en konference uddelte et papir, hvor de skrev, at der sandsynligvis var en sammenhæng.

»Men alle, der efterfølgende har undersøgt det, har ikke kunnet genfinde sammenhængen,« siger Tina Jensen.

Hjælper D-vitamin?

Heller ikke varme bade eller sauna-ture lader til være skadelige i det lange løb. Tina Jensen vurderer, at den salgs formentlig vil påvirke kroppen, ligesom når den bliver varmet op af en feber. Så bliver sædkvaliteten dårligere i en periode, hvorefter den bliver god igen.

»Forskere har også undersøgt, om D-vitamin påvirker sædkvaliteten positivt. Med det er der ikke fundet dokumentation for endnu,« siger Tina Jensen.

Til gengæld er der dokumentation for, at stress og søvnmangel giver en ringere sædkvalitet. Så de gode råd til Nicolai Christensen er, at han bør:

  • Sørge for at få god søvn om natten
  • Dyrke motion
  • Holde sig fra smøger
  • Og holde igen med det usunde

»Det er almindelige råd, som under alle omstændigheder er gode, fordi de hjælper mod hjerte-kar-sygdomme og kræft,« siger Tina Jensen.

LÆS MERE OM EMNET:

Læs også

SM: Den ømme smerte

Lak og læder. Håndjern og piske. Kæder og reb. Skrig og støn. Mænd der pisker …

​Sådan føles det at fortælle sine venner og familie om sin fetich

Vi spurgte fire mennesker med tabuiserede sex-feticher, om hvordan det var at springe ud for …

Herreundertøj: Jo mindre det er, jo mere sælger det

Det er ikke sikkert, du er klar over det, men der er en revolution i …

Leave a Reply

Skriv et svar